Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Opstart

Den gode start i Børnehuset Svaneparken 

At skulle starte op på noget nyt, uanset om man er barn eller voksen, kan være en udfordring. Derfor er det vigtigt at komme godt for start, når man skal starte i vuggestue eller børnehave. Vi har fokus på, hvordan vi får etableret den gode opstart for både børn og forældre. Vi tror på, at trygge og glade forældre er forudsætningen for trygge og glade børn.
Når jeres barn starter i vores institution, får I til opstartsmødet udleveret et hus (lavet i karton), som vi vil bede jer om at gøre klar til barnets opstart med billeder på. Det kan være alle mulige billeder af familien, bilen, kæledyret, yndlingsbamsen og det, der nu står barnet nært. Når I afleverer det tilbage til os, laminerer vi det og hænger det op på stuen. Her kan vi få rigtig mange gode snakke med børnene om, hvem der er på billederne, hvad de hedder og hvilken relation de har. Alt dette ligger i tråd med at have fokus på, hvad det er, barnet kommer fra og hvad, der er den trygge base for barnet. 

Opstart i vuggestue

Vi beder jer om at tage kontakt til den pågældende stue, hvor jeres barn skal starte. Her aftales der et opstartsmøde, som består af en rundvisning, hvor der vil blive fortalt om huset, stuen, vores dagligdag, praktiske ting osv. I forlængelse heraf afholdes der et møde, hvor vi snakker om jeres og jeres barns rutiner, mad, søvn og andre vigtige ting. Mødet afholdes for at gøre opstarten så god som mulig, så vi er bedst muligt forberedte på at modtage jeres barn og jeres familie. Ikke mindst får vi hilst på hinanden, inden jeres barn starter i vuggestuen.
Vi opfordrer til, at I sætter 14 dage af til opstart i vuggestuen. De første par dage er jeres barn på besøg i en times tid sammen med mor og/eller far. Det er vigtigt, at der er sat god tid af og mulighed for korte dage. Vi vil sammen med jer læse jeres barns signaler således, at vi tager højde for, hvordan han/hun reagerer, og vi dermed kan agere efter det. Jeres barn har ikke brug for at opleve meget lange dage i løbet af opstarten. Når det bliver en god, stille og rolig opstart, er jeres barn bedre rustet til at skulle være i vuggestuen og have længere dage derefter. I opstarten aftales det derfor dag for dag, hvordan vi forholder os til de næste dage, og hvordan det næste skridt skal tages.
I vuggestuen har vi barnevogne, krybber og seler, som barnet låner af os. Vi vil bede jer om selv at medbringe dyne, dynebetræk og lagen. Ligeledes vil vi bede jer om en gang om ugen at skifte sengetøjet og lagnet, vi sørger for at vaske selen, når det er nødvendigt. Når barnet bliver 2 år, kommer middagsluren til at forgå på en madras på Larvestuen. Dog er det selvfølgelig altid en vurdering i forhold til, om barnet er klar til at komme ud af krybben og over på en madras. 


Opstart i børnehave

Vi beder jer om at tage kontakt til den pågældende stue, hvor jeres barn skal starte. Her aftales der et opstartsmøde, som består af en rundvisning, hvor der vil blive fortalt om huset, stuen, vores dagligdag, praktiske ting osv. I forlængelse heraf afholdes et møde, hvor vi snakker om det, der måtte være vigtigt i forhold til opstart i børnehaven. Mødet afholdes for at gøre opstarten så god som mulig for både jer og jeres barn. 
Den første dag i børnehaven er jeres barn på besøg sammen med far og/eller mor og her aftales det, hvordan de næste dage skal foregå. Det er vigtigt, at vi i samarbejde aflæser jeres barns signaler og herved sætter tempoet for opstarten. Vi opfordrer til, at der afsættes mindst 1 uge til opstart, så det er muligt at give jeres barn nogle kortere dage. 
De børnehavebørn, der har behov for en middagslur, sover på madras på Larvestuen. I forældre medbringer selv dyne, betræk og lagen og bedes skifte sengetøjet en gang om ugen.
 

legeplads