Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk praksis

Selvhjulpenhed og mester i eget liv

Noget af det bedste i verden er, når barnet mestrer at kunne selv. Processen med at have øvet sig længe, selv kunne tage tøj på, sko på, hælde vand op i glasset osv. Barnet bliver mester i eget liv og kan dermed selv agere ud fra eget perspektiv og få tingene til at ske. Det er derfor vigtigt, at barnets tøj er nemt at få på, at skoene har velcrobånd og ikke snørebånd, at undertøjet fra omkring 2-årsalderen er todelt, at flyverdragten/overtøjet er rummeligt (til de mindste er flyverdragter med to lynlåse at foretrække). Når vi spiser, giver vi barnet mulighed for at øve sig i at hælde vand og mælk i glassene. Børnene skal være med til at rydde op efter maden, hvor de selv skal putte hagesmæk og klud i vaskespanden. Ligeledes er børnene også selv med til at sætte det brugte service på rullebordet efter maden. Der bliver øvet i at smøre sin egen mad og vælge, hvilken slags pålæg der skal på.
Alle børn bliver altid skiftet på puslebordet, hvis de har lavet ”stort”. Hvis de udelukkende har tisset, skiftes de stående på gulvet, når de er blevet sikre i at holde balancen. Når vi skifter børnene på denne måde, er det med til, at børnene kan begynde at hjælpe til med selv at få bleen af, komme den i skraldespanden, finde en ny ble i skuffen, selv hjælpe med at trække underbukserne op, osv. I vuggestuen har vi ”mini” toiletter, som børnene bliver tilbudt at komme op at sidde på, når de får skiftet ble. Det gør børnene fortrolige med at sidde på toilettet og pludselig en dag, er der ”bingo”.

Vores samarbejde på tværs i huset

Vi har noget på sinde i vores hus, både sammen med børnene og med hinanden. Vi etablerer rammer, som hvert enkelt barn kan se og mærke sig selv i. Barnet har derfor mulighed for at bidrage med det, som barnet har med. Således er barnet med på egne vilkår og vil altid føle sig som en uerstattelig del af fællesskabet.
I Svaneparken ser vi os som hinandens forudsætninger for, at vi lykkes i vores arbejde omkring jeres børn. Vi har fokus på, at samarbejde på tværs i huset også er med til at danne de bedste muligheder i det pædagogiske arbejde til gavn for børnene. Vi er ligeledes hinandens forudsætninger for, at vores hverdag hænger sammen til alles bedste, og vi hjælper hinanden – ”ingen er færdige med dagens opgaver, før vi alle er færdige”.
Vi ønsker at skabe en naturlig sammenhæng mellem vuggestue og børnehave, så overgangen er tryg, genkendelig og et næste skridt, barnet selv søger. Vores børnegruppe i vuggestuen, der hedder ”Boblerne”, er de næste børn, som skal fra vuggestuen og i børnehaven. Boblerne er fast sammen med en gruppe børn fra børnehaven to gange om ugen, hvor de laver forskellige aktiviteter sammen med voksne fra både vuggestuen og børnehaven. Vi har fokus på det, der skal ske sammen, hvad barnet kommer fra og hvor, den trygge base er størst. 
Der veksles i det hele taget imellem aktivitetsgrupper på tværs af grupperne. Dette foregår hele tiden med udgangspunkt i, hvad der giver mening for børnene i deres dannelse af relationer til hinanden, fællesskabet, hvilken udviklingsmæssig alder, de har, og i øvrigt kan profitere af.